Depression | Meningsløshed | Selvmordstanker
Depression | Meningsløshed | Selvmordstanker
Typiske symptomer på en depression eller depressiv tilstand:
Meningsløshed og tristhed – du føler at der ikke er nogen mening med dit liv. Måske tænker du at andre omkring dig ville have det meget nemmere hvis du ikke var her. Selvmordstanker er almindelige når man er depressiv, også selvom du i virkeligheden ikke ønsker at dø. Måske føles det bare uoverskueligt at leve.
Mindreværd – du synes ikke du er noget værd som menneske, ikke god nok.
Tomhed – du føler slet ingenting, og ingenting interesserer dig.
Udmattelse - når man er depressiv, kan man ofte ikke overkomme helt enkle ting, som at komme ud af sengen om morgenen. Det er svært for andre at forstå at man ikke bare tager sig sammen – men det kan man faktisk ikke.
En depression kan være udløst af stress, hvor kroppen og hjernen simpelthen har sagt fra.
Isolation – du orker ikke at se andre mennesker, for du har jo ikke noget at bidrage med, andet end dine sorte tanker.
Gråd – hvis du ofte græder, med eller (tilsyneladende) uden grund, kan det være tegn på en depression. Og der er altid en årsag til at man er ked af det.
Håbløshed – måske ved du hvad det er der gør dig deprimeret, men du kan ikke gøre noget ved det, eller det kan være at du ikke engang ved hvad der er galt. I begge tilfælde er det helt forståeligt at du får lyst til at give op.
Er der nogen vej ud?
Ofte vil der sammen med depressivitet være en oplevelse af at der slet ikke er noget at gøre. Men det er min overbevisning at der altid er nogle årsager til at man er depressiv, og i terapi kan jeg hjælpe dig med at afdække disse årsager. Ubearbejdede oplevelser og følelser kan nemlig binde al din energi og forhindre dig i at mærke livlyst.
Måske skyldes din depression oplevelser eller forhold fra din opvækst, som ikke har været optimale for din udvikling. Du kan ikke ændre din baggrund, men du kan sørge over at du ikke altid fik det du havde brug for. Det kan virke forløsende, så der bliver plads til mere glæde i dit liv, og så du kan finde og styrke dine ressourcer.
Depression kan også skyldes oplevelser fra dit liv her og nu, som du kan have brug for at bearbejde. Det kan være at du har mistet nogen ved dødsfald eller brud i kærlighedsforhold, venskab eller familie, eller måske lykkes du ikke med det du gerne vil.
Uanset hvad din depression skyldes, bestræber jeg mig på at leve mig ind i hvordan lige præcis du oplever tingene, så du føler dig set, hørt og forstået. Det er nemlig noget af det der skal til for at hele ubearbejdede oplevelser og følelser.
Når du har en depression, giver det ofte mening at arbejde med dit selvværd.
Læs også mit blogindlæg Lavt selvværd: Hvad kan du selv gøre?
Du kan også arbejde med dig selv sammen med andre i en gruppe, se her: Samtalegruppe