Ensomhed er ofte et tabu, så de færreste taler åbent om at de føler sig ensomme. Men de fleste mennesker kender til ensomhed, nogle fordi de har svært ved at få venner og/eller en kæreste, andre selvom de har masse af gode relationer.
Den paradoksale ensomhed
Følelsen af ensomhed opstår ikke nødvendigvis fordi man ikke har nogen at være sammen med. Man kan nemlig godt føle sig udenfor, selvom man har familie, venner, kollegaer.
En af grundene til dette kan være at dine relationer mangler dybde og nærvær. Det handler altså ikke om hvor mange kontakter du har, men hvordan de er. Du kan godt have massevis af venner, herunder på sociale medier, uden at nogen af dem rigtigt kender dig.
Kontakt
Når du føler dig ensom, har du brug for kontakt. Brug for at kunne være dig selv med de følelser du nu engang har, og at et andet menneske møder dig dér hvor du er. Det kan du få ved at gå i terapi.
Måske har du aldrig rigtigt lært at være i kontakt med en anden. Nogle forældre er, trods de bedste intentioner, ikke i stand til at møde deres barns behov, hvilket skaber en følelse af psykisk forladthed hos barnet. Forladtheden hører ikke kun barndommen til, men følger med ind i voksenlivet.
Ikke at blive mødt rigtigt skaber også angst og følelser af at være forkert. Et barn kan ikke ræsonnere sig frem til at de voksne ikke møder dets behov hensigtsmæssigt, så det kan kun konkludere at det selv er forkert.
Når man som voksen føler sig ensom, forladt, angst, forkert, selvom der tilsyneladende ikke er nogen objektiv grund til det, kan det være gamle følelser der ikke er blevet bearbejdet, og som derfor bliver ved med at dukke op.
I terapi kan du få klarhed over hvad din ensomhed skyldes. Desuden kan du undersøge hvordan din barndom har præget dig, på godt og ondt, så du kan få en forståelse for hvordan fortiden præger dit liv her og nu.
Man kan selvfølgelig også føle sig ensom fordi man reelt er det. Ofte skyldes det lavt selvværd, manglende tro på at man er værd at være sammen med. I så fald går terapien ud på styrkelse af dit selvværd og hjælp til at skabe relationer til andre mennesker.
Læs også siden om problemer i Relationer og kærlighed.
Og siderne om Selvværd og God nok?