God nok?
Noget af det oftest jeg hører fra mine klienter (og fra andre mennesker i det hele taget), er: „Jeg er ikke god nok‟.
at de synes at de ikke er gode nok.
Men hvad betyder det egentlig at være ‚god nok‛? I forhold til hvad, dvs. hvordan måler man det? Hvem skal vurdere det – og hvad stiller man op hvis der er uenighed om svaret? Ofte giver det slet ikke nogen mening at forsøge at være god nok fordi det er så diffust.
Hvis det drejer sig om noget konkret, kan det selvfølgelig være reelt at man ikke er god nok; hvis man fx dumper til en køreprøve, betyder det ganske rigtigt at man ikke er en god nok billist, i hvert fald ikke lige dén dag (eller måske var man uheldig, eller den motorsagkyndige var i dårligt humør). Det vil de fleste være enige i når de ser på det med rationelle øjne.
God nok som menneske
Når man alligevel kan blive dybt ulykkelig over at dumpe en prøve, er det fordi der er noget større og som regel ubevidst på spil, nemlig at man føler sig utilstrækkelig som menneske. Og det er jo langt mere alvorligt end at være en dårlig/uheldig billist.
Gode præstationer udløser typisk ros og anerkendelse fra fx fra stolte forældre eller beundrende og måske misundelige kammerater. Den erfaring vi gør os, er at vi får positive reaktioner når vi består køreprøven i første forsøg, får gode karakterer, får et job blandt 600 ansøgere osv.
Når vi dumper, får lave karakterer eller er arbejdsløse, risikerer vi omvendt at andre bliver skuffede, måske endda vrede, ser ned på os eller ikke gider at være sammen med os. Nogle gange er det reelt, andre gange en ubegrundet frygt, som dog kan være meget pinagtig.
Men ros, anerkendelse, beundring osv. er ikke det vi i virkeligheden stræber efter, for lige meget hvor dygtige vi er, så er det ikke det der får andre mennesker til at elske os, ligesom vi heller ikke selv elsker nogen fordi de er ‚gode nok‛. Og det er det vi alle sammen så gerne vil have: kærlighed.
Kærlighed er ikke til salg
Spørger man ind til følelsen af ikke at være god nok, så handler det nemlig altid om længslen efter at være elsket. Og om frygten for at ikke at være god nok til at blive det.
Når alt kommer til alt, vil vi bare gerne elskes for dén vi er, og vi ved det godt: kærlighed handler ikke om præstationer. Fx kan man jo elske et lille barn eller et dyr, uden at de præsterer noget som helst, de er bare.
Men selvom vi udmærket godt ved det (utallige popsange handler om det), kommer vi alligevel hele tiden til at tro at man kan gøre sig fortjent til andres kærlighed, og vi kommer til at forveksle beundring med kærlighed.
Problemet er altså ikke at du ikke er god nok, for det behøver du ikke være, men at du prøver at anstrenge dig for at være det. Det betyder ikke at du altid får den kærlighed du gerne vil have, men det er befriende at erkende at du ikke har magt over kærligheden, du kan ikke handle dig til den. Og med den erkendelse er du fri til bare at være dig selv som du er, uden at skulle være ‚god nok‛.
Læs om Selvværd og Lavt selvværd – hvad kan du gøre?