Kærlighed | Nærhed | Ensomhed

Kærlighed | Nærhed | Ensomhed

Måske kender du eller flere af disse problematikker:

  • Svært ved at finde en kæreste
  • Tror ikke på kærligheden længere
  • Møder altid de forkerte
  • Svært ved nærhed
  • Bange for at blive forladt
  • Ensomhed
  • Svært ved at være dig selv når du er sammen med andre

 

De fleste mennesker ønsker at være i nære relationer til andre mennesker fordi det i bund og grund er det der giver os psykisk næring. Det kan være i kærlighedsforhold, familie og venskaber. Men det er ikke altid nemt at etablere eller være i en relation til et andet menneske.

 

Kærlighedsforhold og venskaber

Selvom du længes efter at knytte dig til andre mennesker, lader du måske ikke nogen komme tæt nok på. At være i en nær relation kan føles som at blotte sig og sætte for meget på spil, for det er jo reelt at man risikerer at blive afvist eller forladt når man åbner op for et andet menneske.

Det kan også være at du tidligere har oplevet et brud eller et svigt, som du ikke har fået bearbejdet, så du ikke tør give dig hen til kærligheden igen.

Når du kommer i terapi hos mig, vil jeg møde dig med indlevelse og varme, så du kan få mulighed for at bearbejde erfaringer der forhindrer dig i at knytte dig til andre.

 

Ensomhed

Ensomhed er en meget mere udbredt følelse end man lige forestiller sig. Det er jo noget de færreste skilter med, så man opdager ikke at man langt fra er den eneste. Når jeg spørger til klienters følelse af at være ensomme, hører jeg ofte noget i denne stil:

 

’Hvis nogen lærer mig rigtigt at kende,

finder de før eller siden ud af at jeg ikke er noget’.

 

Du kan beskytte dig mod smerte ved ikke at knytte dig til nogen, men du betaler en pris, for på den måde får du heller ikke så meget af det gode der er ved at være tæt på andre mennesker.

Uanset hvad problemet er, kan du heldigvis gøre noget ved det. I terapi kan jeg hjælpe dig med at afdække årsagerne til at du har svært ved at finde en kæreste eller venner. Hvis du går og tror at du ikke er værd at elske og være sammen med, kan du bearbejde det, så du kan åbne op og tage imod kærligheden.

Læs mit blogindlæg om Ensomhed.

Du kan arbejde med din ensomhed eller andre problemer med relationer sammen med andre i min Samtalegruppe.

 

Svært ved at være dig selv når du er sammen med andre

En anden grund til at nærhed kan være svært, er hvis du føler at du mister dig selv når du er sammen med andre. Det kan være at du har svært ved at mærke hvad du synes og mener, eller du går for meget på kompromis fordi du har svært ved at holde fast i det.

Hvis du har svært ved at stå ved dig selv, kan nærhed føles ubehageligt, og så er det klart at du undgår den. Til gengæld oplever du sikkert følelser af tristhed og opgivenhed.

I terapi kan jeg hjælpe dig med at blive bedre til at mærke dig selv og holde fast i det. Det vil gradvist gøre dig mere glad og tilfreds med dig selv og give dig mod på at komme tættere på andre mennesker, uden følelsen af at du forsvinder.