Ovenstående spørgsmål om parforhold er GO’aften Danmark i færd med at belyse bl.a. gennem en rundspørge, som jeg deltog i. Jeg blev bedt om at nævne de tre hyppigste årsager til at par går fra hinanden.

I mange parforhold er der konkrete problemer som manglende seksualitet, utroskab, uenigheder om de praktiske opgaver i hjemmet eller børnene, men jeg valgte at pege på nogle mere overordnede problematikker, som ofte ligger bag en skilmisse. Mine tre bud på hvorfor parforhold går i stykker:

Skuffelse over den anden

Den ene eller begge i forholdet opdager efter noget tid at han/hun ikke er sammen med en drømmeprins/prinsesse. I forelskelsens rus troede man at man havde fundet den perfekte partner der kunne opfylde alle ens behov, og så viser vedkommende sig at være et helt almindeligt menneske med alle mulige fejl og irriterende sider. Man føler sig skuffet og ‘snydt’ og bliver vred på den anden.

Løsningen er at du begynder at se din partner som det menneske han/hun er, og ikke som du godt kunne ønske dig at vedkommende var. Og at du selv tager ansvar for dine ønsker og behov; selvfølgelig spiller din partner en vigtig rolle her, men det er alfa og omega at du lægger op til at få dine behov opfyldt på en positiv måde, for der er jo ingen der har lyst til at gøre noget for sin partner hvis man bliver mødt med vrede krav og bebrejdelser.

Parterne glemmer at lytte til hinanden

Begge er kun optaget af selv at blive hørt og bebrejder den anden at han/hun ikke lytter, og når ingen af parterne lytter, ender det i en kamp mod hinanden, en kamp med to tabere.

Vejen ud af dette er at du begynder at lytte til din partner, virkelig at høre hvordan han/hun oplever verden. Det kan være rigtigt svært når man ikke selv føler sig lyttet til, men det giver pote, for ved at lytte til hinanden kan I vende en ond cirkel L til en god J; når man giver noget, får den anden nemlig også lyst til at give, og så får I begge noget af det I gerne vil have!

Læs også artiklen om de dybereliggende årsager til at nogle par kan blive ved med at skændes, uden at det ændrer noget: Hvad skændes I – egentlig – om?

 

Den ene part i forholdet ønsker udvikling/ændringer

Det kan ske at den ene i et forhold ønsker mere selvstændighed. Det sker typisk i par der har været meget tætte. Det kan få den anden part til at føle sig utryg, mindreværdig og bange for at blive forladt, og han/hun bliver ofte vred og giver partneren skyldfølelse.

Begge parter kan have brug for støtte, enten i parterapi eller hver for sig i individuel terapi. Det behøver bestemt ikke betyde afslutningen på forholdet at den ene ønsker udvikling, tværtimod kan det være en anledning til at begge parter vokser, hver for sig og sammen.

Læs mere om Parterapi og se Udtalelser fra klienter om parterapi.