Hvis du er mønsterbryder, kan du måske nikke genkendende til denne situation: Familien er samlet, og snakken falder på dit nye job, som du er ret stolt af. Din far spørger hvordan det går, og du begynder at fortælle. Men stopper hurtigt op igen; der er ikke rigtigt nogen der hører efter. Og ingen kommenterer det du siger, ud over et ’Nå. Jamen bare du er glad for det’. De føler sig fremmede i den verden der er din og ved ikke hvad de skal sige.

Det kan være svært at skille sig ud fra sin familie. Hvis du som den eneste har fået en videregående uddannelse, hvis du omgås nogle andre mennesker end de gør, eller hvis du har andre interesser eller værdier end dem, så har du måske ikke ret meget til fælles med dem ud over den historie I har sammen.

Når man er meget anderledes end sin familie, kommer man nemt til at føle sig alene, især hvis de indbyrdes har et fælleskab som du ikke er en del af. Måske er du bange for at de skal føle sig mindre værd eller tro at du føler dig mere værd fordi du skiller dig ud. For ikke at såre dem, eller for at undgå deres bebrejdelser, anstrenger du dig for at styre uden om det der kan blive kontroversielt når I er sammen.

I sådanne situationer er det svært at slappe af og være dig selv, og det øger naturligt nok følelsen af ensomhed. Der kan godt være nogle stærke bånd der knytter dig til din familie, fordi de er jo de mennesker der har kendt dig hele dit liv, men samtidig kan du opleve at du ikke rigtigt hører til blandt dem. Og det kan give dig problemer med din selvfølelse.

Når man er anderledes, får man også let dårlig samvittighed eller skyldfølelse fordi man på en måde oplever at have forladt sin familie. Og dit selvværd har det måske også svært fordi du synes at du svigter.

Men uanset hvordan din familie er i forhold til dig, så hverken kan eller skal du tage det på dig – det er jo deres liv. Du har ikke svigtet nogen fordi du er mønsterbryder, og selvfølgelig har du ret til at glæde dig over det gode du har skabt i dit liv.